BANG. Kl. Er 5.31 og mors vækkeur ringede for ét min siden. Hun faldt ned ad trappen, for der er mørkt og hun er vist ikke helt vågen. Far SPRINGER ud af sengen, men hun slap med en skramme og en lille bule - heldigvis ❤
et orange blinklys skinner ind i køkkenet. Det er skraldebilen, der er ude for at samle noget morgensurt skrald. Cykeltraileren er ved at være pakket for sidste gang. Det første lille morgenmåltid indtages også for sidste gang. Der er i det hele taget sidste-gangs-dag i dag. 🤔
Efter Holland, er det blevet en vane at spørge hinanden, om vi nu har husket det hele - og afsted det går. 👍
Den ren friske luft og et par vandpytter i vejkanten, vidner om at der er kommet en byge i nat.
Vi lister ud af landsbyen, og starter på en lille landevej, der adskiller en flot valmuemark fra en høj majsmark. Valmuerne bliver til eng, og her står 3 rådyr, der aldrig har oplevet noget lignende. De stikker dog i rend, efter at have set det de skulle. Stilhed før stormen, men dét vender vi tilbage til
Vejrguderne er ikke enige denne morgen og formiddag. Det ender med remis - så det smådrypper ind imellem, men ikke noget man bliver våd af.
De næste 40 km kører vi langs ret store veje - hovedveje og motor-trafikveje og der er som bekendt ingen cykelstier!! Noget af en oplevelse. Efter 25 km kørsel, kommer de første synlige tegn på at vi er på rette spor. Det ene fly efter det andet letter fra Charles de gaulle - tættere og tættere på os. Vi er virkelig på vej nu!
Da vi kommer ind til den ydre bydel, begynder det at blive svært. De kører som død og h.... og Line er vant til at skulle passe på et par enkelte forsigtige biler i en dansk provinsby - og hvor skal man egentlig cykle? På vejen eller er det bedre på fortovet her?? Det går sin gang - der tages lynhurtige beslutninger hele tiden. Har vi holdt for rødt 100 gange, krøllet os igennem kryds sammen med- og mod scootere endnu 100 gange i dag, så er det nok ikke overdrevet. INGEN billeder - fuld fokus på trafikken. Næsten; over en dør der engang har været rød, hang et stort skilt, hvorpå der står “La Croix-Rouge”. Jeg tænker et kort øjeblik på om de kunne tænkes at have specielle i baller af Stål med bankekød til? Så var de måske værd at hilse på. 🤪
“Far hvornår tror du man kan se det”? Jeg gættede vist på 6 km inden vi er der; jeg har jo heller ikke været her før 🤒
Og så endelig - dér er det! Vi kan se det for første gang. Ifølge Garmin er der lidt under 3 km tilbage. Vi har ikke kørt efter den helt rigtige adresse, men klarer resten uden GPS😙.
Det er ikke til at forstå. Undskyld, men sk.. være med Paris og Eifiltårn - kom selv og se; det er sørme flot, stort og imponerende og der er godtnok mange mennesker. Men de sidste 15 dage har været den VILDESTE proces - en uvurderlig læring, en oplevelse langt fra forestillingerne, og så har det selvfølgelig været en fysisk test. Det er ved at være overstået . Både fysisk og mentalt er vi et andet sted, end for 2 uger siden. Vil vi tilbage? Ja da, men det vi har oplevet og lært, passer vi rigtig godt på!!
Efter lidt mad og drikke går turen ud mod ALPI, de skal have vores cykler. De fragter dem så til Danmark i næste uge. Endnu 25 km forrude, men det er de allersidste. Da der mangler 10 km knækker himlen midt over - lyn og torden, små vindstød og gevaldig meget regn kommer på kort tid. Vi finder læ STÅENDE på en bænk i et bus-stop-shelter i glas. Det må have set sjovt ud - som om der var mus og rotter under os. Men lige præcis dér, kunne det ikke engang regne på vores ben og sko 👍 En bus kører forbi. ALLE passagerer bemærker os, uden direkte at se på os 🙃
nu venter de sidste 7 km. Kort tid efter punkterer vi - 6 km tilbage af HELE Touren, og så kommer den aller-første punktering. Der er blevet sagt “PAS PÅ GLASKÅR” 50 gange om dagen - nu gik den ikke længere. Der er lidt større chance for at punktere efter/ under regnvejr. Vi er vist bare heldige at de 8 dæk har kørt over 1400 km uden punkteringer. 🙂
Herefter ryger vi på motortrafikvejen - igen! Der er myldretid nu - det er en gyser at køre her med Line. Man føler sig lidt som en jaget indianer uden sin tommahowk i en rigtig god gammeldags westernfilm; de kan tage én når de vil 😥
Da vi når frem til ALPI i god behold, og ved med os selv, at vi slet ikke skal køre længere, er det faktisk helt underligt at aflevere sine cykler. Vi har altså sovet med dem om natten for at passe på dem!! Nu kaster vi dem i hænderne på fransktalende franskmænd. 😮
De er nu meget flinke, og vi får da en bette kop kakao.
Og SÅ giver kroppen slip: Det tager en time i taxaen pga myldretid - vi har ikke nogen funktion, ikke noget vi kan gøre, SKAL bare side og vente. Vi falder helt hen i taxaen - SNORK-HJULBENET-DRØMMELAND MED SPJÆT PÅ. Chaufføren har helt sikkert noget at fortælle når han kommer hjem, men den rigtige historie kender han ikke....
der er et døgn til vi flyver hjem til Danmark. Vi gør staus:
- 15 dage
- 1425 km
- gennemsnitlig 95 km om dagen
- 95 timer på hesten i de 15 dage (alle pauser fratrukket)
- =4 døgn eller 26% af AL den tid vi har været væk, har vi været i effektiv drift.
Det er opskriften på at cykle til Paris på en alm cykel og med oppakning👍
Herfra trækker vi nu gardinerne for, og er lige så private som vi var for 15 dage siden. MEN 1000 - 1000 - 1000 TAK FOR ALLE JER DER HAR VÆRET MED OS, OG VIST INTERESSE MERE ELLER MINDRE DAGLIGT, OG SOM HAR STØTTET OS HELE VEJEN. I ER FANTASTISKE AT HAVE MED ❤
